Noget om jubilæer

Det er sjovt hvordan ting af og til falder sammen. Jeg har i dag brugt dagen på at fejre mine kære bedsteforældre der har været gift i helt fjollet mange år. Og hold nu op, hvor er de stadigvæk kære at se på. 

Det er en af de der fester hvor man får smilet en masse med tænderne, og sagt ting som ‘ja, jeg bor jo i Aarhus nu’, ‘nej, jeg burde være færdig med min bachelor, men jeg tager lige et år ekstra’, ‘nej, jeg har stadigvæk ikke en kæreste’ og ‘ja, det er også længe siden, og vi bliver jo store efterhånden’ rigtig rigtig mange gange. 

Det andet jubilæum er ikke et jeg fejrer synderligt meget, faktisk ville jeg helst slippe for at tænke på det. Men det er ikke noget man bare sådan lige gør. For for præcis et år siden var jeg til fest. Og for præcis et år siden røg mit liv som jeg kendte det noget så eftertrykkeligt ud af kurs. 

For et år siden blev jeg voldtaget. 

Jeg fatter ikke at der er gået et år. Mit liv er stadigvæk ude af kurs, men ikke så meget som det har været. Lidt som at sejle mod Fredericia og ende i Vejle. Men det er bedre end før, hvor jeg nærmest havde fået styret mig selv mod Frederikshavn. Det blev en virkelig dårlig skibsmetafor, sorry. Jeg håber i bærer over med mig. 

Nå, men det var bare lige et lille pip fra mig, der ligger et sted i Søbderjylland og ikke lige har en forstående sjæl inden for rækkevidde. 

For at citere min kære bedstemor i dagens anledning(jeg kan nok bedst relatere til den sidste del):

‘jeg har aldrig tænkt på skilsmisse. Men jeg har af og til tænkt på mord.’ 

Reklamer

Lidt om sko + Aarhusanbefaling

Så skete det endelig, det vi godt vidste ville ske. Jeg er blevet bidt af en gal Miriam.

Se, sagen er den at alle mine sko er mere eller mindre grimme. Og slidte. Og helt vildt komfortable. Jeg har et par højhælede støvler, og de har den der smarte kilehæl, så de slet ikke føles høje. Men på trods af alle mine skos mere eller mindre indlysende skavanker, så elsker jeg dem allesammen. De er jo mine.

Skæbnen ville så, at jeg hin sommer(agtig)dag fik forvildet mig ind til den alt for søde dame inde ved kom:mode nede i Latinerkvarteret, bare for at kigge lidt. For på SU virker priserne (omend ofte stærkt reducerede og derfor mere end fair) af og til stadigvæk astronomiske. Fordi det jo immervæk er en luksusgenbrug, med de fineste ting man kunne tænke sig. Af og til er det bare hyggeligt at besøge det pæne tøj og hviske ‘some day’ i mens man kælent rører ved det bløde stof.
Det var midt i denne seance jeg fik øje på dem. Skoene. Alt for pæne, alt for høje, og alt for dyre til mig. Men det har jo aldrig skadet at prøve noget på, vel?

Åh, jo. For av, hvor passede de fint da jeg først fik en lille nylonstrømpe på. Og åh, hvor var de nu altså endnu finere da jeg fik dem på. Og jeg kan jo faktisk gå ud med en skraldesæk over hovedet, når jeg har så flotte sko på, så jeg behøver aldrig købe tøj igen..og så fik jeg jo de der penge af mine bedsteforældre i fødselsdagsgave..

I kan nok gætte hvordan historien endte. Ludfattigt og lykkeligt. Jeg er nu den stolte ejer af mit allerførste par designersko, og jeg føler mig allerede som et meget mere helt og fuldendt menneske. Nu skal jeg bare lige lære at gå i dem, ikke?

foto

Følelser billigt til salg

Jeg har aldrig troet på at jeg ville få en fairytale ending. Jeg har sågar altid stolt proklameret at det ikke er noget der har min interesse. At jeg til enhver tid ville foretrække en happy ending i stedet – uden så meget pladderromantisk følelsespjat.

Men af og til kommer der så en af den slags mennesker ind i ens liv. En af den slags der forandrer en, og tramper rundt i ens hoved uden at tage skoene af, som om de ejer det hele. Der får alle de store og skræmmende ting man aldrig har ønsket sig til at virke som det mest naturlige i hele verden. Fordi det er ulogisk at lade være.

Men når de så forsvinder helt uden varsel bliver det lige den tand sværere at sige farvel. Fordi jeg ikke troede at det var muligt at tro så meget på noget. Fordi jeg bliver nødt til at leve med at jeg slet ikke er så kynisk som jeg gik og troede. Fordi jeg måske i virkeligheden bare er et af de der pladderromantiske fjolser som jeg plejer at have ondt af. Fordi jeg rent faktisk græder, og fordi det får mig til at føle mig som den største idiot for rent faktisk at give mig selv lov til at håbe på mere end en happy ending. For det var jeg jo aldrig interesseret i.

Jeg antager nu rollen som nyreformeret ex-romantiker. Jeg orker simpelthen ikke at have følelser længere. Kan man ikke sælge dem billigt på et sortbørsmarked et sted?

Here we go again..

..min 1 1/2 måneds midlertidige sindssyge fik i går eftermiddags et vink med en vognstang lige lukt i ansigtet af en SMS.
For nok er jeg ‘sød, virkelig sød’ og en man ‘hygger sig rigtig meget med’ MEN jeg skulle da også bare lige vide at han ‘ikke var så klar til forhold og sådan som han havde troet’.
Så nu tager mine grådhævede øjne og jeg væk fra den her lorteby og hjem til Sønderjylland.
Jeg er derude hvor jeg savner min mor.

Byd velkommen til…

Okay, det er uholdbart at ham jeg dater ikke har et sejt blognavn som jeg kan bruge, så I for det første kan finde rundt, og så jeg kan lege at han er hemmelig agent (ikke at jeg gør det, det ville jo være fjollet og barnligt og upassende for en der snart bliver 23).
Så here goes: Phil. Ikke fordi han hedder noget som helst i den retning, men fordi han på vores tømmermændssøndag imens vi lå i min seng og så Modern Family, fortalte at det er ham han aspirerer efter at blive som. Og det synes jeg faktisk er lidt hyggeligt.
Ligesom det er lidt hyggeligt at han får tilstået at han altså kommer til at savne mig, fordi der går en uge inden vi kan ses igen. Og lidt uhyggeligt, fordi jeg må indrømme at jeg, efter a
t have kendt ham i under en måned, faktisk også kommer til at savne ham.

Ting der er helt vildt unfair #1

  • at der flytter en absurd flot fyr ind overfor der kan spille på mundharmonika og klaver, når man for første gang i gud-ved-hvor-længe måske lidt har en anden (jeg prøver ikke at jinxe det).
  • at planter der eftersigende skulle være ‘lette at holde i live’ og ‘pædagogiske’ hænger med hovedet bare fordi man glemmer at vande dem i tre dage (læs:uger).
  • at ens yndlings-Malbec er på tilbud i Føtex lige som man hverken har råd eller tid til at købe den.
  • at der er så åndsvagt meget lækker mad i verden, men det er helt umuligt at finde på noget at lave til date i morgen.

‘Hvis du skal være min kæreste…’

Jeg har fortalt min mor om Ham Uden Blognavn nu. Har de sidste par dage haft besøg af Bedstevennen hele vejen fra Hovedstaden, og han siger at jeg er fjollet. Mere end jeg plejer at være. Fordi jeg, midt i sne, sjap, og udskudt bachelor er faldet over mine egne ben, og lige lukt i armene på en helt åndssvagt rar mand.

Han er god for mig. Han er god ved mig. Til dags dato har vi spist to måltider sammen, og 100% af dem har indeholdt bacon; det er da, om noget, et kvalitetsstempel. Jeg kan overhovedet ikke forstå at det kun er lige over to uger siden jeg sad til middagsselskab hos veninde N, og bondede med (dengang) vildfremmed mand over Robbie Williams, Lars Lilholt, Douglas Adams mfl., og aftalte at vi da egentlig godt kunne gifte os.

I tirsdags så vi Gone Girl. Splitterragende nøgne med hver vores glas vin på en sofa i Brabrand – fordi det lidt virker som spild af flotte kroppe at tage tøj på bare fordi man skal se film. Jeg tror aldrig jeg har været så komfortabel så hurtigt med nogen før. Men når man får at vide at man ser godt ud nok gange begynder man altså, på trods af diverse usikkerheder, at tro på det. Også selvom der kun er gået 17 dage, og det hele virker lidt for godt til at være sandt. Fordi han er så pisse sød, og fordi han siger ting som ‘hvis du skal være min kæreste, så..’ (jeg kan ærligt talt ikke huske resten af sætningen, fordi min hjerne gik i baglås), ‘hold nu kæft, hvor er du sød’ og ‘når vi bliver gift/får børn/flytter i hus/bliver rige, så…’

Jeg har aldrig datet nogen så entusiastisk som ham, og jeg kan mærke at det smitter af på mig på bedst tænkelige vis. Jeg er sådan helt ægte glad igen, for første gang i over et halvt år.

Så er der altså lige pludselig meget lang tid til det bliver torsdag og man skal ses igen.

“Det er jo KÆMPESTORT! ..sådan lidt”

Torsdag aften. Thorups Kælder. Vi har aftalt at mødes dernede kl 19, og jeg har ikke travlt med at komme ud af døren. Jeg er, ærligt talt, ved at gå ud af mit gode skind, fordi mit overanalytiske jeg hele eftermiddagen har bombarderet mig med ‘hvad nu hvis’-er lige fra ‘vi ikke har noget til fælles alligevel’ til ‘jeg griner upassende meget af incest-jokes, og han overhovedet ikke gør’. Jeg tror egentlig heller ikke jeg har travlt. Veninden der introducerede os for hinanden til et snedigt arrangeret middagsselskab/set-up en uge tidligere, lagde ud med at sige at hun havde inviteret ham til en halv time før, fordi han åbenbart partout kommer for sent. Men ti minutter før mødetid får jeg sørme en sms med teksten ‘Jeg sidder hernede. :)’ – og på magisk vis lykkes det mig at glemme alt om nervøsitet, og bare hoppe i min frakke og ud af døren. Det er uhøfligt at lade folk vente.
Det er altid en kende svært at vide hvor man lige starter når man kun har mødt folk en gang før, men for os går det legende let. Manden har dog aldrig set Disneyfilm (der var jeg nær gået) men skynder sig at foreslå, at vi jo kan se nogen sammen, for hans almene dannelses skyld. Det er svært at afslå.
Den time vi har inden showet starter forsvinder hurtigt, og stand-up-mæssigt har vi ramt en fin aften. Komikerne er sjove, og der er ingen pinlige ‘ej-det-grinte-du-bare-ikke-af’-øjeblikke. Vi tager på Vinstuen for lige at få en øl og et spil terninger..og da vi så har siddet der i noget tid kommer vi til at kysse (for hvad er mere romantisk end druk og hasard),  hvorefter der kommer to vildfremmede fyre i slut-tyverne hen og begynder at klappe af os og skiftevis komme med udbrud som ‘SÅDAN!’ og ‘ENDELIG!’ og ‘Vi har sådan siddet og heppet på jer’. 
For at det ikke skal være løgn kommer der så efter en halv times tid en helt anden fremmed fyr hen til os og siger ‘Undskyld, men jeg blev bare lige NØDT til at sige, at hold nu op hvor ser i søde ud! det er helt vildt’. Da der et kvarters tid senere meget demokratisk står 2-2 i vores lille tænkeboks-turnering, vi er blevet færdige med vores øl og de to fyre fra tidligere netop er gået forbi med bemærkningen: ‘Hvad fanden, er I her endnu?!’, beslutter vi os for at det nok er ved at være på tide at forlade etablissementet. Vi går de udmattende 200 meter hjem til min hoveddør, og står lidt der og kysser, indtil jeg spørger ham om han ikke ville kunne lokkes med op for at se min frimærkesamling.
Det kunne han, overraskende nok, godt.
Han er virkelig sød. Ærlig, sjov, skægget, og næsten fra Sønderjylland..og det er helt tydeligt at han faktisk også kan lide mig. Lad mig præsentere jer for et samtalebrudstykke fra fredag morgen:

Ham: ‘Det her er bestemt ikke den værste måde man kan vågne op på. Overhovedet.’
Mig: ‘Åh, kender du det der når man er lidt syg, og man så vækker sig selv fordi man nyser, og man har så tørre læber at de sprækker? Det er en røvirriterende måde at vågne op på!’
Mig: (da det går op for mig at jeg lige har ødelagt potentielt sukkersødt øjeblik med klam sygdomsanekdote) ‘..så der ville jeg altså nok også klart foretrække det her’.
Ham: ‘Kender du de der morgener hvor man ikke helt har fået øjne endnu, og man lige vil gå ud og lette trykket engang, men så overser et kommodeben som man slår lilletåen ind i, og derfor får en noget brat opvågning? (indsæt eftertænksom kunstpause) ..der ville jeg nok faktisk også foretrække det her’.
Mig: ‘Ej, sådan noget skal du altså ikke sige hvis du ikke mener det’.
Det er den mest jysk-søde samtale jeg har haft i meget lang tid.

Så nu har jeg lovet at jeg vil bevæge mig væk fra mine trygge rammer i Aarhus C og helt til Brabrand i morgen for at se Gone Girl med ham, for den har han ikke set. Han har sagt at han ikke kan love at der er lige så mange der klapper når vi kysser, men til gengæld vil han lave god mad, så det er ikke et helt dårligt bytte.

I går bevægede jeg mig så til den nordlige ende af byen for at høre en af mine bedste og klogeste damer havde at sige om situationen, og efter at  jeg har aflagt en fyldestgørende rapport udbryder hun ‘Ej, det er jo KÆMPESTORT! ..sådan lidt’
Og det er nok lige netop det, det er. For det er måske ikke kæmpestort sådan objektivt set, men for mig er det faktisk. For jeg tror jeg er ved at falde en lille smule for ham.
..sådan lidt. 

Kunsten at komme videre

2014 startede jo egentlig udmærket. Efter jeg var kommet mig over efterårschokkene i form af turbofars Parkinsons og gymnasievens alt, alt for tidlige død, var jeg klar til at klø på, og gøre det nye år til det bedste i længe.
Det viste sig bare at jeg ikke fik lov til at være ene om at tage den beslutning.
I går, omtrent et halv år efter alting gik galt, sad jeg på en trappe under en gevirsamling på Frederiksberg Campus med en gammel veninde og skulle recappe hvad jeg har oplevet siden vi sås sidste vinter, og først der fik jeg sagt det. Ordet, som jeg for hver en pris har undgået.
Voldtægt.
Ikke fordi jeg ikke har talt om det før, men jeg har nøje undgået at bruge lige netop det ord, fordi jeg forbinder det med en trist offerrolle som jeg ikke ser mig selv i. Til at starte med fordi mit selvbedrag ikke tillod mig at anerkende hvad der var sket, og efterfølgende fordi jeg har besluttet mig for at det ikke skal have lov til at definere mig.
Jeg var heldig i den forstand at jeg flyttede to dage efter det var sket, og jeg derfor ikke behøvede føle mig utryg i mit eget hjem. Jeg var uheldig i den forstand at det tillod mig at lade som om det ikke var sket, fordi jeg ikke blev konfronteret med det. Jeg smed mit sengetøj væk, og med det alle beviser på hvad der var sket.
Det lykkedes mig at lukke og aflåse den kasse oppe i min hjerne lige indtil studiestarten 2 måneder senere.
‘Du plejede at være så sjov’ får en af mine medtutorer halvt i sjov sagt, og først dér går det op for mig hvor meget af mig selv jeg har begravet sammen med den aften. Mit hoved er blevet så tungt at det er umuligt for mig at koncentrere mig om min uddannelse. Jeg dukker næsten aldrig op til undervisningen på mit tilvalgsfag, fordi jeg ikke kan rumme det. Jeg er kravlet så langt ind i mig selv, at jeg ikke helt ved hvordan jeg skal komme ud længere. Men så begynder jeg at snakke om det. Først med de af mine venner der bor længst væk, via telefon eller Skype. Så stille og roligt med dem lidt tættere på. Stadigvæk med parallelle blikretninger, men efterhånden opbygger jeg mig et netværk af folk, der forstår hvorfor jeg ikke er Holly Go-Lightly. Herefter indtræffer eftertænksomheden, da det går op for mig at jeg aldrig helt vil blive ligesom før igen. Tæt fulgt af forbløffetheden, da det går op for mig at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Efter at have ligget sammenkrøllet som brugt slikpapir i bunden af skraldespanden i nogle måneder, går det i slut-oktober op for mig at det ikke nytter noget. Jovist har jeg ret til at være ked af det, men det kan ikke fylde det hele. Så jeg finder et job. Dukker op til undervisningen på mit bachelorfag. Begynder at smile lidt igen. Jeg genopdager kunsten at vælge glæden aktivt, selvom det er en glat satan sådan at skulle klynge sig til. Og jeg bliver glad. Stille og roligt. Men jeg glemmer ikke. Min krop glemmer ikke.
Jeg genfinder min seksualitet og dermed en stor del af mig selv uden forpligtelser i et forhold til en gammel ven, der aldrig kan blive til mere, fordi han har en kæreste som ikke er mig, og aldrig skal være det.

Og nu skal jeg så på date. Med en rigtig sød mand, der synes at jeg er pisse sød. I aften. Og jeg tror
faktisk jeg er klar til det.

Kan I huske mig?

Tags

,

Jeg er her stadigvæk. Et sted. Jeg lever. Overlever. Langt væk fra studiebøger, indhyllet i nyt job hvor jeg kan slå hjernen fra 8 timer om dagen. Ah.

Og jeg har nye oplevelser med i bagagen.

Jeg havde aldrig troet at jeg ville kunne være ‘den anden kvinde’ i et forhold.
Om ikke andet, kunne jeg da i det mindste være blevet det af mere noble årsager. Jeg kunne fx være blevet stormende forelsket. Midlertidigt sindssyg, som man også kalder det. Undskyldt på en eller anden forskruet måde. Men ikke engang dét kan jeg svinge mig op på. Jeg er bare en god gammeldags homewrecker.
Eller, teknisk set har jeg jo ikke intentioner om at wrecke noget hjem, og det har den implicerede mand heller ikke.
Han har fundet hende han skal være sammen med hele resten af sit liv, og det er ikke mig. Mig er han bare helt vildt tiltrukket af. Hvilket er helt vildt rart, og lige netop hvad jeg har brug for lige nu.
Så jeg tillader mig selv at være 100% egoistisk for en tid.
Hvorfor går jeg ikke bare ud og scorer flotte fyre i byen, tænker du måske? Svaret er meget simpelt: fordi det ikke er nok. Men hvad fanden er det SÅ jeg har brug for? Svaret er ret simpelt, og ret kompliceret på samme tid.
Manden i fokus, Den Utro, har været min ven i nogle år efterhånden. Han er pissehamrende sød, flot, og har altid været så god ved mig at det halve kunne være nok. Jeg har altid været enormt tryg ved ham. Han bor bare sammen med sin kæreste, og det har han gjort i al den tid jeg har kendt ham. Jeg kender hende ikke. Jeg har aldrig mødt hende. Hun er et navn for mig. Et navn der ikke nævnes.
Min position gør bare at jeg ikke behøver bekymre mig om hvad der sker når han tager hjem, for det er ikke mig han skal hjem til. Det er ikke mig han elsker. Og det er lige netop den sidste del der får det til at fungere for mig. Det ser så ondskabsfuldt ud på skrift, og jeg ved også godt at det er forkert. Men jeg kan bare ikke tage hensyn til andre end mig selv lige nu. Det er jeg stadigvæk for ødelagt til.
Jeg har brug for én der fortæller mig at jeg er pivfræk, og får mig til at føle mig som den lækreste kvinde i miles omkreds. Jeg har brug for at genfinde mig selv og min seksualitet med en jeg er tryg ved, men som ikke forventer noget til gengæld. Som ikke synes vi skal være kærester. Jeg har brug for at føle mig ønsket, uden at tænke over konsekvenserne af de ting jeg siger og de ting jeg gør. Uden at bruge dage på at analysere sms’er. Uden at bekymre mig for om han skriver igen. For det ved jeg at han gør. Men først på lørdag, for det har vi aftalt.
Jeg godt af at se mig selv at se mig selv gennem hans øjne.
Han synes mine store fortænder, dem jeg altid har fundet anmasende og kaninagtige, er fantastiske fordi de er helt perfekte på mig. Frembusende og kække. Sexede. Han forguder min mave som jeg altid har haft komplekser over. Jeg er ved at genopdage mig selv.

Jeg ved ikke om I kan huske mig. Men det begynder jeg stille og roligt at kunne.