Jeg har været en kende (for ikke at sige meget) ustabil med at få skrevet herinde på det sidste. To break it down, er der ca. 3 grunde til at det forholder sig sådan.
1) Jeg har haft ret så travlt med studiet på det sidste. Mine dage bliver revet væk i et virvar af romaner, præsentationer, og lange samtaler om den kreative proces. Som jeg jo så, ironisk nok, ikke rigtigt formår at komme ind i disse dage. Oh well.
2) Jeg går og tumler rigtig meget med min samvittighed i forbindelse med et indlæg jeg har skrevet. Det rammer noget meget dybt og ærligt i mig, men samtidig er det bare ikke kun min historie at fortælle. Jeg vil enormt gerne dele det med jer, kære læsere, men som altid når man skriver noget der er helt råt og ærligt, så er det bare lige de der 1000 procent sværere at udgive. Jeg tænker rigtig meget over hvad I vil tænke, men samtidig er det så stort et stykke af min historie, at det er svært at forstå hvorfor jeg er endt som jeg er i dag uden det. Det er, kort sagt, fortællingen om mit barndomshjem.
3) Jeg har gået hen og udviklet et rigtigt teenagecrush, på en måde der i sin åbenlyshed irriterer mig grænseløst. Jeg tænker på ham hele tiden, og når jeg taler med ham er det som om jeg bare projektil-brækker ord ud over hans ansigt, velvidende om at jeg lyder som en kæmpeidiot. En sød kæmpeidiot, men en kæmpeidiot. Det drejer sig om ’Ny Ven’ fra sidste indlæg, der seriøøøst skal have et bedre blognavn hvis han skal til at være en tilbagevendende karakter. Jeg har forsøgt at slå ham ud af hovedet (vi læser sammen, det er en rigtig dårlig idé) men det er det naturligvis kun blevet værre af. Også fordi han følger mig hjem, stjæler alle mine pakker til pakkeleg, sætter sig på mit bord for at snakke med mig, skriver til mig, spørger mig til råds om ting og sådan noget. Det gør man ikke hvis man ikke er interesseret, gør man?
Kh ’Den Forvirrede’